Bunkere i Nordjylland på nettet

Vi har sammen med de andre bunkermuseer i Nordjylland (Bangsbo Fort og Bunkermuseet Hirtshals) samt Aalborg Universitet gennem de sidste tre år arbejdet koncentreret med historien om de tyske bunkere fra 2. Verdenskrig. Det er sket som et led projektet ”Atlantvolden i Nordjylland”, der er finansieret af Velux Fondens Museumssatsning.

Et af resultaterne af det store arbejde bliver nu tilgængeligt i form af informationstavler og en hjemmeside.

Der findes mere end 100 tyske befæstningsanlæg fra 2. Verdenskrig i Nordjylland. Blandt disse har museerne udvalgt 24 lokaliteter, som af forskellige grunde i særlig grad er et besøg værd.

Ude på stederne er/bliver der opsat en planche med informationer om stedet og dets historie. Ved hjælp af en QR-kode på planchen kan man komme ind på hjemmesiden via sin smartphone og derinde finde flere oplysninger, oversigtskort, historiske fotos m.m. om den enkelte lokalitet.

www.atlantvolden-nordjylland.dk