Sturmgeschützbrigade 280

Feldpost Nr. 57171

Sturmgeschützbrigade 280 blev opstillet i Schweinfurt i sommeren 1943 og derefter overført til Tours. Fra oktober 1943 var den indsat på til østfronten, hvor den i april 1944 var indsat i kampene ved Tarnopol.[1]

Hårdt medtaget blev brigaden herefter sendt til Danmark for reorganisering som personelenhed. Enheden blev i første omgang stationeret i Åbenrå, hvor den var underlagt 363. Inf.Div. Præcist hvornår enheden ankom, er uvist, men den 12. maj meldte 363 Inf. Div., at brigaden rådede over fire officerer, tre funktionærer samt 254 underofficerer og menige. Chef for brigaden var major Kühne. Enheden var kun udrustet med håndvåben, og rådede ikke over køretøjer.[2]

Som det var tilfældet med Stug.Brig. 393 var det en langvarig proces at få enheden udstyret med dens hovedvåben. Den 21. juni meldtes det, at brigaden nu var fuldt opstillet med personel, men at den endnu ikke havde modtaget køretøjer. Brigaden kunne således indsættes som alarmenhed med infanteri.[3] I denne rolle var brigaden styrke dog ikke imponerende, da dens mandskab var normeret til 436 mand.[4]

Den 1. juli kom der ordre om, at Stug.Brig. 280 skulle forlægge fra Åbenrå til Strellov i Vestjylland, hvor den bortrykkende Stug.Brig. 393 hidtil havde stået. I den forbindelse blev brigaden underlagt 160. Reserve-Division.[5] Brigadens stabsbatteri lå i Strellov – andre af dens tre batterier lå [6] ifølge efterretningskilder i samme sted samt i Lyhne og Ølgod.[7]

Udrustningen med våben blev ved med at trække ud. Således lød meldingen den 26. august, at brigaden endnu ikke havde modtaget sine stormkanoner, og at de ikke forventedes at ankomme før begyndelsen af september. Enhedens personel var fuldt indsatsklar, men efter ankomsten af udstyret ville der kræves mindst 14 dage til øvelser, indskydning m.m.[8] Endnu den 7. september var de tunge våben ikke ankommet, men en afhentningskommando var sendt af sted til Alt Grabow efter dem.[9] 

I det mindste en del af brigadens stormkanoner nåede dog at ankomme til midten af september. Således oplyste en efterretningsrapport fra 28.9.44, at 16 stormkanoner ”for ca. 14 Dage siden” var ankommet til Tarm.[10]

Enheden fik imidlertid ikke den ønskede tid til klargøring med de nye våben, for allerede den 16. september blev enheden trukket ud af landet og overført til den hollandske grænse. Brigaden afgik med to tog fra Varde station i løbet af eftermiddagen og aftenen.[11] Straks efter sin ankomst blev brigaden indsat mod den britiske luftlandsætning ved Arnhem, som indledtes 17. september.[12]

Litteratur
Tornau, G. & F. Kurowski: Die Sturmartillerie 1939-45. Stuttgart 1977.
Franz Kurowski: Sturmgeschütze vor! Assault Guns to the Front. Winnipeg 1999.
Kriegstagebuch des Oberkommandos der Wehrmacht (Wehrmachtsführungsstab) 1940-45, I-IV. Percy Ernst Schramm (udg.). Frankfurt a.M. 1961-69.

Kilder
Rigsarkivet:
KTB Wehrmachtbefehlshaber Dänemark, 4.11.1943-26.5.1945.  Stockholmarkivet, pk. K 600-601
Efterretningsrapporter, 1943-45. Rigsarkivet, Stockholmarkivet, pk. XVIIIa læg 208: Skjern

Bundesarchiv-Militärarchiv
Kriegsgliederung des Ersatzheeres. Stand: 10.August 1944. RHD 47/17


[1] Kurowski 1999 s. 141.

[2] Kurowski 1999 s. 141. KTB W.B.Dän. 12.5.44

[3] KTB W.B.Dän. 21.6.44.

[4] Kurowski & Tornau 1977 s. 321.

[5] KTB W.B.Dän. 1.7.1944.

[6] Kriegsgliederung des Ersatzheeres, Stand 10.8.44. BA-MA, RHD 47/17.

[7] E-rapport i 2036. 28.9.44. Stockholmarkivet, pk. XVIIIa læg 208. Skjern.

[8] KTB W.B.Dän. 26.8.44.

[9] KTB W.B.Dän. 7.9.44.

[10] RA, Stockh., pk. XVIIIa

[11] KTB W.B.Dän. 16.9.44.

[12] Kurowski 1999 s. 141.

 

Litteratur

Franz Kurowski: Sturmgeschütze vor! Assault Guns to the Front. Winnipeg 1999.

Kriegstagebuch des Oberkommandos der Wehrmacht (Wehrmachtsführungsstab) 1940-45, I-IV. Percy Ernst Schramm (udg.). Frankfurt a.M. 1961-69.

 

Kilder

KTB Wehrmachtbefehlshaber Dänemark, 4.11.1943-26.5.1945.  Rigsarkivet, Stockholmarkivet, pk. K 600-601

Efterretningsrapporter, 1943-45. Rigsarkivet, Stockholmarkivet, pk. XVIIIa læg 208: Skjern