Ildledelsesbunker
38 cm kanonerne blev styret fra den store ildledelsesbunker, som ligger på Holmens kant, ca. 250 m nordøst for museumsbunkeren.
Bunkeren med det tyske byggenr. 1100 L har 1-2 m tykke vægge og lofter. Arbejdet på bunkeren blev påbegyndt i februar 1941, og i anden halvdel af maj var bunkeren færdigstøbt. Den store bunker var dog først færdig-indrettet i december 1941. Indtil da blev batteriets skydning ledet fra en midlertidig ildledelsestation, som blev nedrevet samtidigt med, at den store bunker blev taget i brug.
Snittegning af ildledelsesbunkerens forreste del med kuppel med afstandsmåler og kuppel med periskop.
Bunkeren var i to etager, og havde på taget en 10,5 m lang afstandsmåler anbragt i en stor, drejelig panserkuppel. I bunkerens øverste etage fandtes beregnerrum, hvor pejlinger og afstandsmålinger blev omregnet til skuddata. I bunkerens underetage var beboelse for mandskabet, baderum og toiletter.
Bunkeren er fortsat tilgængelig, men er adskilt fra museumsområdet af Kaj Lindberggade, som er anlagt i 1960'erne. Da bunkeren er i to etager, bør man udvise stor forsigtighed ved færdsel i den.