Våben bag panser
I efteråret 2015 gjorde museet et sjældent fund, da det i samarbejde med Besættelsestidshistorisk Selskab udgravede en bunker på marken øst for Hansted Kirke.
Fra bunkerens mørke dukkede to sjældne fæstningsaffutager til maskingeværer, ”MG-Schartenlafette 34”, frem – der kendes kun disse to i Danmark.
Affutagerne vejede hver 117 kg, men de blev med møje og besvær bjærget. Derpå fulgte et omfattende konserveringsarbejde, og den ene af dem er nu blevet totalrenoveret, så alle dens bevægelige dele nu igen kan bevæges. Og rusten er blevet erstattet med lak i de oprindelige farver.
Affutagen indgår nu i museets nye udstilling ”Våben bag panser” i museumsbunkeren. Her har vi opbygget en ”panserplade” (af spånplader), så man kan opleve våbnet i dets rigtige miljø og med alle dens dele. Og man kan også se andre af de genstande, som blev fundet i bunkeren og hørte til krigen bag panser.