Panserkuppel ved Hotel Hanstholm
Panserkuppel med seks skydeskår, hvorfra man kunne beskyde terrænet hele horisonten rundt med maskingevær.
Kuplens sider er 25 cm tykke. Maskingeværets munding sad i et kuglehoved, som passede helt nøjagtigt i skydeskåret. Når skydeskåret ikke var i brug, kunne det lukkes med kraftige skodder. Hullet øverst i kuplen var til et periskop til observation af terrænet omkring bunkeren.
Jernkuplen er en del af en betonbunker af typen Regelbau 634, hvis vægge og lofter er 2 meter tykke og ydede soldaterne god beskyttelse mod beskydning. Nede i bunkeren var der ammunitionsrum og køjepladser til en besætning på ni soldater.
Bunkeren blev bygget i maj 1943. Den var et led i forsvaret af den centrale del af Hanstholm-Fæstningen omkring kommandobunkeren, som ligger på toppen af bakken på den anden side af hotellet.
Der findes tre bunkere af denne type i Hanstholm.
Bunkeren anvendes i dag af el-forsyningen, og er derfor ikke tilgængelig.