Hanstholm Fyr
Hanstholm Fyr ligger på toppen af Hanstholm Knuden, lige syd for Hansted kirke.
Fyret blev opført 1842-43 som det første på den jyske vestkyst, og det var samtidigt det første i Danmark med en roterende linse oplyst af en olielampe. Fyranlægget blev moderniseret 1888-89, hvor tårnet blev forhøjet og som det første i Danmark forsynet med elektrisk lys (kulbuelys). Det var da verdens kraftigste fyr. I 1923 blev fyrets kulbuelampe erstattet med en glødelampe og elektriciteten blev produceret af petroleumsgeneratorer.
Af hensyn til mørklægningen krævede tyskerne straks efter besættelsen fyret slukket. Den danske besætning blev dog ved fyret, så de kunne tænde fyret, når tyskerne havde behov for det i forbindelse med deres egen sejlads.
Under Besættelsen anvendtes fyrtårnet som pejlestation for 38 cm-batteriet. På omgangen øverst var opstillet en pejlekikkert.
Hanstholm Fyr er fortsat i drift, men blev i 1970 automatiseret.
Der er adgang til fyrtårnet i dagtimerne.