7,5 cm Pak 40
Allerede i midten af 1930’erne begyndte udviklingen af kraftigere panserværnskanoner, som kunne afløse 3,7 cm Pak 35/36, som man indså var for svag. I første omgang indførtes i 1940 en 5 cm panserværnskanon (Pak 38), mens man i 1938 påbegyndte projekteringen af en endnu kraftigere kanon med en kaliber på 7,5 cm.
Under angrebet på Sovjetunionen i sommeren 1941 viste det sig, at heller ikke 5 cm kanonen kunne hamle op med de kraftigt pansrede sovjetiske kampvogne. Derfor påbegyndtes produktionen af 7,5 cm kanonen, og de første blev leveret i februar 1942.
Kanontypen blev fremstillet i mere end 23.000 eksemplarer, og produktionen fortsatte helt frem til krigens slutning. I Danmark fandtes ved Befrielsen 61 eksemplarer af kanonen.
Delene til denne kanon er fremstillet på mindst fire forskellige fabrikker, mens kanonen er samlet på Maschinenfabrik Ardeltwerke, Eberswalde.
Kanonen er udlånt af Tøjhusmuseet.