Fandt sin drømmepraktik i Anden Verdenskrig

24-årige Astrid Kammer Pedersen uddanner sig til natur- og kulturformidler, og lige nu er hun i praktik på Bunkermuseet Hanstholm, hvor hun laver folder og hæfte om kystbatteri nr. 1

- Bunkermuseet Hanstholm var ganske simpelt mit drømmepraktiksted, fortæller 24-årige Astrid Kammer Pedersen, der til sommer regner med at få sin eksamen som bachelor i natur- og kulturformidling fra professionshøjskolen UCN i Hjørring.

Hun er vokset op på Læsø, hvor der ikke er mange minder fra Anden Verdenskrig, men det er der i Frederikshavn, og så har hun ofte besøgt en onkel i Holstebro, der har taget hende med til bunkerne på Vestkysten.

- Så både Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig er emner, jeg har interesseret mig for i mange år, fortæller hun og fortsætter:

- Jeg var i Normandiet i både 2014 og 2019 til hhv. 70-års- og 75-års-jubilæerne for D-Dag, første gang sammen med min onkel og anden gang sammen med min kæreste. Så jeg har været rundt fra strand til strand, fra kirkegård til kirkegård.

Udover at bese stederne for De Allieredes landgang i Nordfrankrig 6. juni 1944 for endelig at skabe en ny vestfront, har Astrid Kammer Pedersen også besøgt en række andre museer, der arbejder med Anden Verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark.

Nu er hun så i praktik i fem måneder august-december – lige midt i Anden Verdenskrig. Eller i hvert fald i formidlingen af den, ikke mindst Atlantvolden, som var den af Hitler udtænkte fæstning fra Kirkenes i Nordnorge til den fransk-spanske grænse, der skulle forhindre netop Allieret landgang fra vest.

Astrid kører hver arbejdsdag en times tid til Hanstholm fra bopælen i Hornum i Himmerland. Ikke langt derfra ligger Regan Vest – den jyske underjordiske bunker, der var bygget til at beskytte Kongehuset, regeringen og centraladministrationen i tilfælde af en atomkrig.

- På studiet lærer vi på første og andet semester om at formidle såvel natur som kultur. Senere deler vi os efter interesser, og det gælder også i søgning efter og valg af praktiksteder til femte semester. Jeg var derfor meget glad for at få mulighed for at få min praktik i Hanstholm. Når jeg tænker på mit fremtidige arbejde, har det altid et historisk perspektiv, siger Astrid.

På Bunkermuseum Hanstholm, der er en del af Museum Thy, arbejder hun med at udarbejde en ny folder og et nyt hæfte – kort og lang version af samme historie – om kystbatteriet ”Hanstholm I”, som de tyske besættelsestropper så småt begyndte at bygge på, få dage efter at de havde besat landet 9. april 1940.

Videre laver hun en brugerundersøgelse med gæsterne på Bunkermuseum Hanstholm. Der er ikke tale om nogen spørgeskemaundersøgelse, som kan stilles op i et excelark. Det er derimod en mere kvalitativ undersøgelse, hvor hun både selv observerer, hvor lang tid gæsterne bruger på de enkelte dele af udstillingen, og interviewer gæsterne, inden de forlader museet.

Endelig deltager hun i arbejdet ved billetlugen, på rundvisninger og udvikling af skoletjeneste, som er en væsentlig del af at drive museum og formidle historien.

Som afslutning på praktikopholdet skal hun til UCN indlevere en skriftlig besvarelse om arbejdet på praktikstedet, hvori hun også skal reflektere over, hvad hun har lært. Men forinden det skal hun allerede i november præsentere sit praktiksted og indholdet i sin praktik ved en praktikmesse på UCN i Hjørring for de to næstfølgende årgange på studiet. Det sker med video og digitale plakater.

 

Af Villy Dall / Museum Thy