Indvielse af udstillingsbygningen
Indvielsen af udstillingsbygningen
Den officielle åbning af Dokumentationscentret fandt sted den 30. juni og blev foretaget af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II. Indvielsen skete i forbindelse med Hendes Majestæts og Hans Kongelige Højheds, Prins Henrik, besøg i Hanstholm, og indvielsen var hovedårsagen til det kongelige besøg, idet Hendes Majestæt allerede i maj 2001 var blevet inviteret til at forestå ceremonien.
Bestyrelsesformand Jørgen Lymbye holder tale forud for indvielsen
Museumskonsulent Jens Andersen fortæller Hendes Majestæt om de udstillede våben
Bestyrelsesformand Jørgen Lumbye underholder sig med Hende Majestæt efter rundturen i museumsbunkeren
Indvielsen indledtes kl. 15.30 med taler af bestyrelsesformand for Museumscenter Hanstholm, Jørgen Lumbye, og amtsborgermester Bent Hansen. Derefter klippede droningen det røde bånd over.
Efter bygningen hermed var officielt indviet blev Dronningen og Prinsen præsenteret for udstillingen og museumsbunkeren af museumskonsulent Jens Andersen og bestyrelsesformand Jørgen Lumbye. Rundvisningen blev holdt i en afslappet og uformel atmosfære.
Kl. 16.45 var det kongelige besøg i museet overstået, og museets personale kunne ånde lettet op efter det vellykkede arrangement, som havde optaget de fleste tanker de sidste par måneder.