Søminernes teknik

En sømine er en beholder med sprængstof, som lægges ud for at vente på, at et skib passerer. Minen udløses, når den påvirkes af direkte eller indirekte påvirkninger fra et passerende skib.

Alle de søminer, som blev udlagt i Skagerrak, var ankerminer pga. de store havdybder. Ankerminen blev holdt på plads af et tungt jernanker, som hvilede på havbunden. Minen var gjort fast til ankeret ved hjælp af en stålwire, som kunne være op til 500 m lang. Minerne lå normalt 3-6 m under havoverfladen.

De fleste af minerne i Skagerrak var hornminer. Hornminerne udløstes, når minens “horn” blev bøjet ved sammenstød med et skib.

Nogle miner var desuden forsynet med stødkontakter, som stak ud fra minen på samme måde som et horn, men var forbundet med ledninger og et batteri. Når stødkontakten blev knækket, detonerede minen.

Endelig havde et antal miner magnetisk tænding. Minerne udløstes ikke af direkte kontakt med et skib, men af de ændringer i jordens naturlige magnetisme, der opstår, når et jernskib passerer over minen.

For at forhindre rydningen af minefelterne, eller i det mindste besværliggøre det, udvikledes bøjer, som skulle beskytte minefelterne mod strygning.

Rydning af ankerminer foregår ved, at minestrygere trækker en stålwire efter sig eller mellem to skibe. Det er meningen, at minestrygernes stålwire skal kappe minernes ankerwirer, når de støder sammen.

Beskyttelsesbøjerne for minefelter havde til formål at ødelægge minestrygernes strygewirer. Ødelæggelsen af strygewirerne kunne ske på forskellige måder; ved sprængning med sprængstof eller ved overrivning ved sammenstød med en kraftig kæde eller en jernkniv fastgjort til ankerwiren.