Ammunitionsbanen blev anlagt, fordi ammunitionen til 38 cm kanonerne var for tung til, at man blot kunne bakse rundt med den på en sækkevogn. Derfor blev der anlagt en ca. 4,3 km lang smalsporsbane indenfor batteriområdet. Granater og krudtladninger blev af små diesellokomotiver kørt frem til de fire kanonstillinger fra seks store ammunitionsbunkere, som lå lidt længere tilbage i terrænet.

Se museumstogets køreplan.  

I museumsterrænet er en del af den gamle ammunitonsbane genetableret. Med museumstoget kan man køre en tur gennem batteriet og passere gennem en af de store ammunitionsbunkere og en af bunkerne til 38 cm kanon. Turen er godt 1 km lang og varer ca. 10 minutter.

10,5 cm S.K.C/32. Kombineret skibs- og luftværnskanon oprindelig konstrueret til brug på lette flådeenheder, men også meget anvendt i kystforsvaret.

Kanonen havde en max. rækkevidde på 15.175 m og kunne skyde op til 16 skud i minuttet. Granaterne vejede 15 kg.

I 1945 var 16 kanoner af denne type opstillet ved Hanstholm.

Tysk skibskanon af typen 15 cm S.K.C/28.

Kanontypen blev opstillet i mange forskellige typer af lavetter. Denne kanon står i en lavét til kystartilleri model 1936, Küst MPL C/36. Kanonentypen blev konstrueret af det tyske firma Rheinmetall-Borsig, men denne kanon er produceret på Skoda-fabrikkerne i Tjekkiet og har produktions-nr. 1457. Denne kanon blev i efteråret 1944 opstillet i et tysk kystbatteri ved Hesbjerg nær Gilleleje på Nordsjælland.

FAKTA

Modelår: 1928
Vægt af kanon i stilling: 19.661 kg
Kanonrørets længde: 8,2 m
Rækkevidde: 23.500 m.
Granatvægt: 45 kg
Mundingshastighed: 875 m/s
Skudhastighed: 6 skud pr. minut

15 cm-kanon på Fynshoved, fotograferet august 1945.

Tysk skibskanon af typen 38 cm S.K.C/34. Kanontypen var konstrueret til de tyske slagskibe af ”Bismarck”-klassen.

Kanonrøret er af samme type, som dem som stod i museumsbunkeren.

Dette kanonrør lå indtil maj 2005 i Tøjhusmuseets gård i København. Kanonrøret skulle have været monteret i det tyske batteri ”Tirpitz” ved Oksby, nær Blåvand. Kanonerne nåede imidlertid aldrig at blive monteret, så i maj 1945 lå kanonrørene på en oplagsplads ved Guldager Station ved Esbjerg. I 1947 blev kanonrøret transporteret til København.

Oprindeligt var kanonrøret blevet fremstillet til at omarmere det tyske slagsskib ”Gneisenau”, som hidtil havde været udstyret med 28 cm kanoner. Omarmeringen blev imidlertid opgivet i februar 1943 efter, at skibet var blevet alvorligt beskadiget under et allieret bombeangreb. I stedet valgte man at bruge kanonerne i kystforsvaret.

Kanonrøret har nummeret ”89” og er fremstillet på Krupps fabrik i Essen i 1943.

Den næstøstligste af 38 cm-batteriets fire kanonbunkere, kanon nr. 2, ligger ca. 300 m øst for museumsbunkeren. Bunkeren er identisk med museumsbunkeren.

Bunkerens kanonstilling blev fyldt op med jord i 1971. Både mandskabs- og ammunitionsdelen af bunkeren er imidlertid stadig tilgængelige.

I ammunitionsrummene kan man se velbevarede malerier af granater og krudthylstre over ammunitionssluserne.

Husk lommelygte!

Museumsbunkeren har et samlet areal på ca. 2500 m2, og er dermed en af de største bunkere tyskerne byggede i Danmark. I midten af museumsbunkeren stod en af de fire 38 cm kanoner, som udgjorde det tyske kystbatteri.

Batteriet kunne sende sine granater ud på en afstand af 55 km. Sammen med et tilsvarende batteri ved Kristiansand i Norge, på den anden siden af Skagerrak, skulle batteriet i Hanstholm spærre det ca. 120 km brede farvand mellem Danmark og Norge.

Bunkeren består af tre hoveddele: ammunitionsrum, kanonbrønd samt mandskabs-og teknikafdeling.

Den store kanon er ikke bevaret, men en del af bunkerens rum er restaureret og ført tilbage til deres oprindelige udseende med originalt udstyr. I de øvrige rum findes udstillinger, som belyser forskellige.

Den vestligste af 38 cm-batteriets fire kanonbunkere, kanon nr. 4, ligger ca. 250 m nordvest for museumsbunkeren.

Bunkeren er helt identisk med museumsbunkeren, men henligger som en ruin uden lys og inventar, så husk lommelygten, når du går på opdagelse!

Indkørslen til bunkerens ammunitionsrum. Pas på: om sommermånederne kører museumstoget her!

Bunker af typen Regelbau S 468 til 38 cm ammunition.

Bunkeren havde det tyske bygningsnummer 1100 M5 og var færdigstøbt den 4. november 1943. Til bygningen af bunkeren gik 5.130 m3 jernbeton. Bunkerens loft og mure er 3,5 m er tykke, og det er dermed den kraftigste bunkertype, som blev bygget i Hanstholm.

Bunkeren er i to etager. I overetagen opbevaredes granater, og ammunitionsbanen går igennem denne del af bunkeren. Krudtladningerne opbevaredes i bunkerens underetage, hvor der desuden fandtes varme- og ventilationsanlæg, som skulle sikre et stabilt og godt klima i bunkeren.

I bunkeren var der plads til 232 skud 38 cm ammunition.

Der blev i efteråret 1943 bygget fire bunkere afdenne type i batteriet.

Grundplan af ammunitionsbunkerens øverste etage.

Denne simple bunker var sandsynligvis depot for 38 cm batteriets nødrationer, og den blev formodentlig bygget i 1941.

Der var ikke køkken i de fire kanonbunkere. Maden til batteriets mandskab blev tilberedt og til dels indtaget i en stor kostforplejning længere oppe ad vejen  – nu fjernvarmecentral. I tilfælde af kamp kunne man ikke forlade batteriet, og man havde da behov for nødrationer.

Elværksbunker, som skulle forsyne 38 cm batteriet med strøm, hvis forsyningen fra det civile elnet skulle blive afbrudt.

Bunkeren havde det tyske bygge-nr. 1100 MZ, og har ca. 1 m tykke vægge og lofter. Arbejdet på bunkeren blev påbegyndt en gang i sommeren 1941, og i marts 1942 var den stort set færdig, idet man dog i maj 1942 endnu ikke havde fået leveret den store generator.

Bunkeren rummer maskinrum, brændstofrum, kølevandsrum og ventilationsrum. Desuden rummer bunkeren et soverum til tre mand.

I bunkeren stod to dieselgeneratorer, en stor på 200 hk og en mindre på 56 hk – svarende til udrustningen i hver af de fire kanonbunkere.

Grundplan, 1947.

Maskingeværbunker, såkaldt ”F-Stand”, bygget i juni 1944.

Fra skydeskåret kunne man beskyde vejen, som fører op fra stranden, og dermed kunne man beskytte batteriet mod angreb fra denne side. Den af bunkerens mure, som vender mod havet er særlig tyk og er forlænget som en snabel, således at skydeskåret var dækket mod beskydning fra denne side.

I bunkerens eneste rum var der en kakkelovn og køjeplads til to mand.

38 cm kanonerne blev styret fra den store ildledelsesbunker, som ligger på Holmens kant, ca. 250 m nordøst for museumsbunkeren.

Bunkeren med det tyske byggenr. 1100 L har 1-2 m tykke vægge og lofter. Arbejdet på bunkeren blev påbegyndt i februar 1941, og i anden halvdel af maj var bunkeren færdigstøbt. Den store bunker var dog først færdig-indrettet i december 1941. Indtil da blev batteriets skydning ledet fra en midlertidig ildledelsestation, som blev nedrevet samtidigt med, at den store bunker blev taget i brug.

Snittegning af ildledelsesbunkerens forreste del med kuppel med afstandsmåler og kuppel med periskop.

Bunkeren var i to etager, og havde på taget en 10,5 m lang afstandsmåler anbragt i en stor, drejelig panserkuppel. I bunkerens øverste etage fandtes beregnerrum, hvor pejlinger og afstandsmålinger blev omregnet til skuddata. I bunkerens underetage var beboelse for mandskabet, baderum og toiletter.

Bunkeren er fortsat tilgængelig, men er adskilt fra museumsområdet af Kaj Lindberggade, som er anlagt i 1960’erne. Da bunkeren er i to etager, bør man udvise stor forsigtighed ved færdsel i den.

Lyskastergarage af typen Regelbau L/411A til en 60 cm lyskaster. Bunkeren blev bygget i sensommeren 1943.

Lyskasteren blev brugt ved luftangreb om natten. Lyskasteren skulle udpege flyet for de tre stillinger med 2 cm luftværnskanoner, som lå omkring lyskasterstillingen. Når der var luftangreb blev lyskasteren kørt ud af garagen og op ad betonsporet til en stilling oppe på skrænten.

I bunkerens garagerum var der plads til lyskasteren og dens dieselgenerator, som producerede strøm til lyskasteren. I bunkerens mandskabsrum fandtes køjer til 6 mand samt en kakkelovn og et hånddrevet ventilationsapparat.

Bunker af typen Regelbau Fl. 242 til en 2,0 cm luftværnskanon.

Bunkeren havde det tyske bygningsnummer 1116 og var færdigstøbt den 4. juni 1943. Til bygningen af bunkeren gik 570 m3 jernbeton. Bunkeren loft og mure er 2 m tykke.

Bunkeren består en åben brisk på taget, hvor luftværnskanonen var opstillet. I bunkeren er der et mandskabsrum med plads til seks mand og et ammunitionsrum.

Bunkeren var en del af en deling med i alt tre luftværnskanoner, som skulle beskytte 38 cm kanon nr. 3 –  den nuværende museumsbunker – mod angreb fra lavgående fly. Hver af de fire 38 cm kanoner var sikret med en sådan deling let luftværnsskyts.

Grundplan og snittegning af luftværnsbunker af typen Regelbau Fl 242. Opmålt af Kystdefensionen 1947.

Bunker af typen Regelbau Fl. 242 til en 2,0 cm luftværnskanon.

Bunkeren havde det tyske bygningsnummer 1135 og var færdigstøbt den 25. juni 1943. Til bygningen af bunkeren gik 570 m3 jernbeton. Bunkeren loft og mure er 2 m tykke.

Bunkeren består en åben brisk på taget, hvor luftværnskanonen var opstillet. I bunkeren er der et mandskabsrum med plads til seks mand og et ammunitionsrum.

Bunkeren var en del af en deling med i alt tre luftværnskanoner, som skulle beskytte 38 cm kanon nr. 3 –  den nuværende museumsbunker – mod angreb fra lavgående fly. Hver af de fire 38 cm kanoner var sikret med en sådan deling let luftværnsskyts.

Grundplan og snittegning af luftværnsbunker af typen Regelbau Fl 242. Opmålt af Kystdefensionen 1947.

Bunker af typen Regelbau Fl. 242 til en 2,0 cm luftværnskanon.

Bunkeren havde det tyske bygningsnummer 1134 og var færdigstøbt den 6. april 1943. Til bygningen af bunkeren gik 570 m3 jernbeton. Bunkeren loft og mure er 2 m tykke.

Bunkeren består en åben brisk på taget, hvor luftværnskanonen var opstillet. I bunkeren er der et mandskabsrum med plads til seks mand og et ammunitionsrum.

Bunkeren var en del af en deling med i alt tre luftværnskanoner, som skulle beskytte 38 cm kanon nr. 3 –  den nuværende museumsbunker – mod angreb fra lavgående fly. Hver af de fire 38 cm kanoner var sikret med en sådan deling let luftværnsskyts.

Grundplan og snittegning af luftværnsbunker af typen Regelbau Fl 242. Opmålt af Kystdefensionen 1947.

Bunker til 3,7 cm luftværnskanon. I sensommeren 1941 blev der bygget fire bunkere til beskyttelse 38 cm batteriet mod angreb fra lavtgående fly.

Bunkerens vægge er kun 40 cm tykke, og derfor gik bunkeren ud af brug i 1943, da man havde fået bygget nye, bombesikre bunkere med 2 m tykke vægge. Derefter blev bunkeren sandsynligvis anvendt til beboelse og til opbevaring af ammunition.

Luftværnskanonen var placeret på betonpladen foran bunkerens indgang. I bunkerens mandskabsrum var der plads til 10 mand. accommodate 1.

1. Kanonstilling
2. Indgang
3. Toilet
4. Mandskabsrum
5. Ammunitionsrum
6. Ventilation
7. Telefon

Tegning: Rudi Rolf

Maskingeværstilling, ”ringstilling”, af typen Bauform 58c. I 1943-44 blev der bygget 20 bunkere af denne type til forsvar af batteriets yderkanter.

Den lille bunker består af et mandehul, hvorfra man skød med maskingeværet, og et lille rum til opbevaring af ammunition.

Bunkeren graves fri i oktober 2006.

Mandskabsbunkere af typen Regelbau 668 (bygningsnr 1234, støbt 20. april 1994 og nr. 1249, støbt 5. oktober 1944). De skulle huse en del af det mandskab, som skulle beskytte batteriet mod angreb fra fjendtlige fodfolk.

I bunkeren fandtes køjer til seks mand. Bunkeren var udstyret med en kakkelovn og et hånddrevet ventilationsapparat.

1. Indgang
2. Gassluse
3. Mandskabsrum
4. Nødudgang, fyldt med ral/sand
5. Maskingevær- og observationsstilling

Denne lille og simple bunker var en del af museumsbunkerens nærforsvar. Bunkeren skulle yde dækning for maskingeværbesætningen under bombardement, mens man skulle skyde fra en åben stilling i nærheden.

Selve rummet måler 97 x 154 cm. Loftstykkelsen er 13 cm, mens vægtykkelsen er ca. 25 cm.

Bunkeren er formodentlig bygget i 1942, og det er ikke tale om en bunker af standardtype.

Lille bunker, “ringstilling” af typen Bauform 69 til 8 cm fodfolksmortér. (Siden kortet er udformet, er yderligere to afdækket).

Ringstillingen blev sandsynligvis bygget i sommeren eller efteråret 1943. Til støbningen gik ca. 40 m3 jernbeton. Bunkeren har på 30 cm tykke lofter og vægge.

Bunkeren består af to ringstillinger – en stor til mortéren og en lille til observation/maskingevær – et ammunitionsrum samt entré.

Bunkeren var en del af en deling med tre tyske 8 cm fodfolksmortérer, som lå i denne del af 38 cm batteriet. Der lå to sådanne delinger med 8 cm mortérer i 38 cm batteriets centrale del.

Grundplan og snittegning af ringstilling til mortér, Bauform 69. Opmåling af Kystdefensionen, 1948.

Lille observationsbunker, som ligger bag museumsbunkeren.

Bunkeren har en grundflade på ca. 2 x 2 m og 25-30 cm tykke vægge. I bunkerens forside er en observationsspalte.

Det præcise formål med bunkeren er ukendt, men der har formodentlig stået en pejlekikkert i den.

Lille betonbunker, som skulle overtage kommandoen over 38 cm batteriet, hvis den store ildledelsesbunker skulle blive sat ud af spillet under kamp.

Til støbningen af bunkeren, hvis loft og vægge er 80 cm tykke, gik 120 m3 jernbeton. Det er uvist, hvornår bunkeren blev bygget, men er næppe sket før sommeren 1942.

Bunkeren består af to rum, som begge har en observationsspalte. Den lille bunker har ikke haft plads til meget udstyr.

Snit og grundplan af reserveildledelsesbunker. Jens Andersen 1985.

“Stationen” – udgangspunkt for turen med museumsbanen.

Hanstholms eneste jernbanestation!

Museumstoget kører hver dag i juni-august og i uge  42 i museets åbningstid eller efter aftale.
Se køreplanen her.

Pris: 25 kr.

Børn 0-2: år gratis

Russisk feltkanon konstrueret 1931. Kanonen havde den russiske betegnelse ”122 mm Pushka obr.1931 (122-31)”. Kanonen har en vægt på 7.100 kg i stilling og havde en rækkevidde 20.870 m.

I de første år af krigen mod Rusland faldt et stort antal af disse effektive og robuste kanoner sammen med store mængder ammunition i tyskernes hænder.

Vor kanon, som bærer nummeret ”613” er produceret 1939-40: årstallet ”1939” er stemplet på selve kanonen, mens ”1940” ses på lavettens hjulaksel. Kanonen kom til Danmark i januar 1944, hvor den blev opstillet i et af de ni kystbatterier med denne type kanoner.

Efter Befrielsen blev kanonen gjort ubrugelig ved gennemskæring af bundstykket, kammeret, løbet og rekylbremser med en skærebrænder.

Kanon stod indtil 1958 som vartegn i Artillerilejren i Esbjerg. Ved lejrens nedlæggelse blev kanonen placeret på en tidligere tysk flyveplads, hvor den blev genfundet midt i 1980’erne. Den blev herefter ført til Varde Kaserne, hvor den blev genfundet i sensommeren 2003.  I 2004 blev kanonen skænket til museet.

Mandskabsbunker af typen Regelbau 501 med 2 meter tykke mure og lofter.

Bunkeren havde det tyske bygningsnummer 1115 og var færdigstøbt den 16. september 1942. Til støbningen anvendtes gået 450 m3 jernbeton. I sommeren 1943 blev der tilbygget en maskingeværstilling (ringstilling) til højre for indgangen.

Mandskabsbunkeren bestod udover indgang og gassluse af et enkelt rum med køjer til 10 mand. Mandskabsrummet blev opvarmet af en kakkelovn og var i øvrigt forsynet med periskop og nødudgang.

Der blev i efteråret 1942 bygget fem bunkeren af denne type i 38 cm batteriet som led i forstærkningen af batteriets nærforsvar.

1. Indgang
2. Gassluse
3. Mandskabsrum
4. Nødudgang, fyldt med ral/sand