Bunkerudgravning i Hawskoven 10/9 2022

Museets personale deltog i lørdags i åbningen af en bunker i Havskoven i Hanstholm i forbindelse med Besættelsestidshistorisk Selskabs arrangement, ”Militærhistorisk Træf”.

Bunkeren var af typen Regelbau 622, en mandskabsbunker til 20 soldater.

Desværre var vi ikke de første, som havde været inde i bunkeren, siden den blev tilmuret i ca. 1950. Allerede få minutter efter, vi var begyndt at grave, kunne vi se, at tilmuringen i den højre indgang var gennembrudt. Da vi kom ind i bunkeren, kunne vi yderligere konstatere, at der også var hul i tilmuringen i den venstre indgang. Så der havde været ubudne gæster i bunkeren i mindst to omgange. Det var derfor meget begrænset, hvad der var at gøre af løsfund i bunkeren. Vi er i gang med at se nærmere på dem og få dem rengjort og sorteret.

Selve bunkeren var i god stand – fin og tør – og bolig for to flagermus, som ikke lod sig forstyrre af vort besøg.

Intet inventar var bevaret, og alle bunkerens døre var også fjernet. I mandskabsrummene kunne man imidlertid tydeligt se boltene til køjer samt telefon- og radioinstallationer. I bunkerens gassluse (forrummet til mandskabsrummene) var der tydelige spor efter strømindtaget til bunkeren, og gennem væggen var der ført et vandrør ind fra en brøndboring udenfor bunkeren.

 

Typeplan for bunker af typen Regelbau 622

 

 

Udgravningen påbegyndes - tilmuringen af højre indgang frilagt, hvor man kan se den tidligere gammel gennembrydning.

 

 

Højre indgang set indefra.

 

 

Bemaling i den højre indgang.

 

 

 

Den venstre indgang set indefra, også her var tilmuringen gennembrudt. Bemalingen "St" i indgangene angiver, at bunkeren var solid og kunne yde beskyttelse mod tung beskydning.

 

 

Det venstre mandskabsrum med skydeskår, bolte til radioanlæg og spor efter køje.

 

 

Det venstre mandskabsrum med bolte til radioanlæg og spor efter køje.

 

 

Højre mandskabsrum. Hul i loftet til periskop. Bunkeren fik aldrig et periskop, så hullet blev lukket med en prop, som skulle gøre det lufttæt.

 

 

Gasslusen med vandrør fra udvendig brønd samt afløb i gulvet.

 

 

Sværtebørste

 

 

Kam

 

 

Rester fra en kost